Det var nok meget godt, Juniper fik opsnappet Mist, i stedet for at satse på samarbejdet med Aerohive, for nu er Aerohive blevet købt af Extreme Networks.
I forvejen havde Extreme deres ExtremeMobility-produkt, der stammer fra Zebra, hvis produkter i noget omfang kunne føres tilbage til Motorolas wireless-produkter, så der er et vist overlap. Aerohive er dog specialiseret i cloud-managed, så måske er det ikke så meget anderledes end Cisco vs Meraki.
Juniper har altid haft det svært med wireless.
Tilbage i 2010 købte de Trapeze, der havde et udmærket produkt, der også havde noget udbredelse herhjemme, men derefter døde al udvikling, produktet faldt fra hinanden, og kunderne faldt selvfølgelig fra.
Siden forsøgte de fra 2014 med et samarbejde med Aruba, og der var da også rygter om, at de ville købe dem. Rygterne stoppede selvfølgelig umiddelbart efter, at det var HP, der købte Aruba i 2015, og samarbejdet stoppede kort efter.