Nexus Update (7018, 5010, 2000)


Cisco har annonceret en stribe nye ting til Nexus-familien, herunder et større 7000-chassis (7018), et mindre 5000-chassis (5010), og en såkaldt ‘fabric extender’ til Nexus 5000 (2000).

Nexus 7018 er som nævnt et større chassis til 7000-serien, der tidligere ‘kun’ har kunnet fås i en 10-slot udgave. Med to dedikerede supervisor-slots giver det 16 liniekort med hver 32 stk 10 Gigabit Ethernet-port. Vi tager den lige igen: 512 stk 10G-porte i et chassis! De nuværende liniekort er godt nok 4:1 over-subscribed (32x10G til 80G backplane), men alligevel…

Nexus 7000-familien

Som det fremgår af billedet, er chassis’et lavet med vandrette slot og side-to-side airflow i modsætning til 7010, der har lodrette slot og front-to-back airflow. For at få side-to-side til at passe i et moderne data center (med kolde og varme gange), skal have nogle meget brede rack-skabe og gerne noget med kontrolleret airflow, som dem fra Panduit.

Størrelsen er blot vokset fra 21RU til 25RU, men den opmærksomme ‘indretningsarkitekt’ vil bemærke, at så kan der ‘kun’ være ét chassis i et standard 42 RU rack. Det er dog formentlig ikke mange kunder, der får det problem… Prisen er 30 k$ mod de 20 k$ for en 10-slot. Mere info findes i data sheet.

Nexus 5010 er kort sagt ‘en halv 5020’, dvs. man får 20 10G-porte i stedet for 40 og 1 expansion-slot i stedet for 2 i en pakke på 1RU i stedet for 2.

Nexus 5000-familien

Prisen er med 17.250$ også meget præcist halvdelen af en 5020. Til gengæld bliver portprisen selvfølgelig højere, når man regner på en hel løsning med redundante strømforsyninger i alt, uplink-porte etc. Mere info i data sheet.

Nexus 2000 Fabric Extender (A.K.A. FEX) er en lidt sjovt ting: Man får 48 kobberbaserede gigabit-porte og 4 stk 10 gigabit uplinks, men det er ikke en switch, for den kan ikke flytte pakker uden at være forbundet til en Nexus 5000, og på den måde skal man logisk snarere opfatte den som et liniekort, der blot sidder udenfor chassis’et… Al konfigurering og monitorering skal således også ske fra 5000’eren, hvor man ser de enkelte porte i én enkelt konfigurationsfil.

Nexus 2000

Hvis man allerede har Nexus 5000, er Nexus 2000 til blot 10 k$ en relativt billig måde at få 48 gigabit-porte og 10G uplinks, og administrativt er det jo meget smartere end at sætte fx separate Catalyst 4948’ere op. Mere info i data sheet.

-A