2006-09-26

Catalyst 6500 - 6708 (8-port 10G)

Nu har Cisco (endelig) annonceret 8-port 10G-modulet WS-X6708-10GE til Catalyst 6500.

I forhold til 4-port modulet, skal man især være opmærksom på følgende:

  • 6708 er 2:1 over-subscribed. (8x10G til 40G backplane). I praksis betyder det for langt de fleste ikke noget, da de færreste i dag har otte 10G-porte, der kører wire rate samtidig. Hvis man er bekymret, kan man lade være med at bruge mere end 4 porte.
  • 6708 har meget dybere buffere end 6704. Det opvejer i nogen grad, at modulet er over-subscribed. 
  • 6708 kan også køre SRR (shaped round robin), og shaping er længe efterspurgt på C6K LAN-moduler. Godt nok er det ikke så avanceret shaping, som man kunne have ønsket sig, og godt nok konfigureres det ikke med MQC, men det er jo også et LAN-kort.
  • 6708 er født med distribueret forwarding (DFC), hvilket man skal købe ekstra til 6704. 8x10G er så meget performance, at det ikke giver mening kun at bruge forwarding via supervisoren. Desuden hjælper DFC'et også (for nogle forwarding-mønstre) på modulets over-subscription.
  • 6708 har et DFC3C (eller DFC3CXL). Det er et nyere modul end de tidligere 3A og 3B, som man kunne bruge til 6704, men indtil der kommer en supervisor med PFC3C, får man ikke ekstra funktionalitet ud af det.
  • 6708 bruger X2, hvor 6704 bruger Xenpak, og det er endnu ikke alle typer Xenpaks, der også kan fås som X2. Derudover bruger 6708 en særlig version "-02" af X2'erne, så de 'gamle' virker ikke. (Suk). Bare de dog kunne se at komme videre fra den der multimode legacy og skifte til XFP.
  • 6708 er ikke supporteret i 12.2 SR, der er service-provider softwaren til 6500/7600. Det bliver det desværre nok heller ikke.

Prisen er rigtig fornuftig. Et 6708 bliver lidt billigere end 2x6704, selvom sidstnævnte er uden DFC'er, og man sparer jo samtidig et slot.

-A

2006-09-16

Cisco ANS = WAAS + AON + DCAS

Cisco har for noget tid siden annonceret en væsentlig opgradering til sit WAN-optimeringsudstyr. Den nye teknologi kaldes WAAS (Wide Area Application Services), og er groft sagt en sammenbygning WAFS og ACNS.

  • WAFS (Wide Area File Services) er den teknologi, de fik med opkøbet af Actona i 2004, dvs. accelerering af fil- og print-services. WAFS var ikke den helt store succes, bl.a. fordi det ikke var transparent for brugerne.
  • ACNS (Application and Content Networking System) giver caching, streaming, software distribution etc. Oprindelig kom caching-teknologien fra købet af NTI helt tilbage i 1995 og content distribution fra købet af Tazznet i 1999. De ting voksede altså sammen til ACNS.
  • Dertil er kommet diverse andre optimeringsteknologier som komprimering, TCP-optimering, DRE (Data Redundancy Elimination) etc.

WAAS er en del af Ciscos ANS-initiativ (Application Networking Services), der også inkluderer AON (Application-Oriented Networking, dvs. XML- og web-services) og DCAS (Data Center Application Services), hvor man finder content switching og content-optimeringsudstyr, herunder CSS 11500 (ArrowPoint, 2000), Catalyst 6500 CSM (Content Switching Module, oprindelig Local Director-teknologi, også fra NTI, 1995), Catalyst 6500 ACE (Application Control Engine, en videreudvikling af CSM), AVS (Application Velocity System, fra FineGround, 2005) etc.

WAAS kører på WAE (Wide-Area Application Engines) appliances, der tidligere hed CEs (cache engines, senere content engines) og content engine-modulerne (NM-CE) til ISR-routerne.

En del af forklaringen bag alle de ovenstående forkortelser og 'paraply-betegnelser' handler selvfølgelig om, at Cisco har købt en masse firmaer, teknologier og produkter, der alle gør et-eller-andet for applikationsoptimering, og at alle de stumper ikke nødvendigvis altid passer særlig fremragende sammen fra starten. Således er sammenbygningen af WAFS og ACNS også stadig lige fremtidsmusik... Men i næste version...

Men det korte af det lange er, at Cisco med WAAS-annonceringen nu faktisk ser ud til at have et noget mere realistisk alternativ til Riverbeds fine WAN-optimeringsboxe. Det bør altså være interessant for firmaer, der har afdelinger langt væk (høj latency) eller for enden af langsomme forbindelser, og som konsoliderer servere centralt. Det skal blive interessant at se det i praksis.

-A